LEGEKONTRAKTEN

SUPERFLEX

Et totalværk af SUPERFLEX

I 2021 fylder Børnenes Hovedstad 10 år. I anledning af fødselsdagen blev den internationalt anerkendte kunstnergruppe, SUPERFLEX, inviteret til at skabe et totalværk, der skal samle folk om leg og bevægelse på tværs af generationer – et fremtidens mødested for alle.

I en samskabelsesproces med Billunds børn skabte SUPERFLEX et totalværk på et omkring 500 m2 stort areal på hjørnet af Hans Jensens Vej og Skolevej i Billund. Værket LEGEKONTRAKTEN, skal blive Billunds nye mødested, der bryder med ideen om, at nogle steder er for voksne, mens andre er for børn – her skaber vi et anderledes socialt rum, hvor man mødes på tværs af alder og leger, lærer, bevæger sig og oplever sammen.

I februar 2021 deltog 121 børn fra hele Billund kommune i et samskabelsesforløb med kunstnerne, hvor de lavede undersøgelser af, hvordan voksne kan blive bedre til at lege, og byggede modeller af sammenlagt 100.000 lyserøde LEGO-klodser. 

Leg i lyserødt marmor

"Ludimus, ergo sumus". Vi leger, derfor er vi.

Når vi leger ophæver vi tiden, tyngdekraften og de fleste af universets andre regler. LEGEKONTRAKTEN er et monument over legens betydning, en Jellingesten for leg, for fremtidige generationer at finde. Den kræver af voksne, der har glemt at lege, at lege. Du kan røre ved den, sidde på den, spise din frokost ved den...alt sammen i legens ånd.

I landskabet omkring skulpturerne kan man se aftegninger af sten i græsset. Måske er noget af Børnenes Hovedstad gemt under jorden?

Om SUPERFLEX

Den danske kunstnergruppe SUPERFLEX blev grundlagt i 1993 af Jakob Fenger (f. 1968), Bjørnstjerne Reuter Christiansen (f. 1969) og Rasmus Nielsen (f. 1969). 
 
SUPERFLEX opererer ud fra en grundlæggende tanke om kunst, som noget der eksisterer overalt omkring os, og kunstnerisk agens som noget, der findes i alle livsformer - hos planter, dyr, insekter, bakterier, el. mennesker.
 
Denne åbne tilgang til kunsten har igennem årene ført til samarbejder med vidt forskellige partnere og kontekster rundt omkring i verden. Fra totalinstallationen One Two Three Swing! på Tate Modern i London, en fremtidig metrostation i Paris, en ny stor offentlig park i Emiraterne, til den offentlige park Superkilen, der ligger i København og nu til Billund, hvor samarbejdspartnerne er byens børn.

 

Læs mere om SUPERFLEX på www.superflex.net

Vedr workshops og aktiviteter, kontakt

Sofie Johanna Madsen
Playful Communications Manager aka story wizard

Yderligere oplysninger, kontakt

Charlotte Sahl-Madsen
CEO

Se også