SUPERFLEX: Den voksne legeplads skabt af børn
Et totalværk af SUPERFLEX
I 2021 fylder Børnenes Hovedstad 10 år. I anledning af fødselsdagen er den internationalt anerkendte kunstnergruppe, SUPERFLEX, inviteret til at skabe et totalværk, der skal samle folk om leg og bevægelse på tværs af generationer – en fremtidens legeplads for alle.
I en samskabelsesproces med Billunds børn vil SUPERFLEX opføre et totalværk på et omkring 500 m2 stort areal på hjørnet af Hans Jensens Vej og Skolevej i Billund. Totalværket, som forventes at stå færdigt i oktober 2021, skal blive Billunds nye mødested, der bryder med ideen om, at nogle steder er for voksne, mens andre er for børn – her skaber vi et anderledes socialt rum, hvor man mødes på tværs af alder og leger, lærer, bevæger sig og oplever sammen.
I februar 2021 inviteres 150 børn fra hele Billund kommune til samskabelsesforløb med kunstnerne, hvor de laver undersøgelser af, hvordan voksne kan blive bedre til at lege, og bygger modeller af 100.000 lyserøde LEGO-klodser. SUPERFLEX bruger børnenes input som udgangspunkt for konceptet, der bygger på at børn må hjælpe voksne med at genfinde legen.
Totalværket bliver både et markant varetegn og centralt mødested i Billund – en fysisk manifestation af Børnenes Hovedstad.
Alle er inviteret!
Mens udviklingsprocessen står på, bliver børnenes modeller udstillet i både CoC Living Lab og i et centralt beliggende Pop-Up Lab. Med Pop-Up Lab som samlingspunkt inviteres alle borgere over foråret og sommeren med i inspirationsforløb om byrum, kunst, leg og kreativitet, der inspirerer og informerer om projektet, før det står klart i oktober 2021.
Dette er et samskabelsesprojekt, hvor hele Billund og omegn er inviteret. Hvis du har ideer eller ønsker, du gerne vil have hørt, så kontakt Sofie Johanna Madsen, Playful Communications Manager på sjm@cocplayfulminds.org
Husk at følge med i Events!