Kasbirs eventyrlige rejse
En rejse ind i Børnenes Hovedstad
I 2021 er det 10 år siden, at Billund satte sig for at være Børnenes Hovedstad. Siden har vi udviklet massevis af byrum, virksomheder og lege- og læringsmiljøer sammen med børn. Og nu sidder du med en bog foran dig og tænker måske ”hvad er det her så for noget?” Svaret er, at det er en 10-års fødselsdagsgave. En gave skabt sammen med børnene i Børnenes Hovedstad og til børnene i Børnenes Hovedstad – og til dem der blot er nysgerrige på Børnenes Hovedstad.
Faktisk, har bogen 125 forfattere! Elever fra Vestre Skole i Grindsted har sammen med forfatter Jim Højberg og illustrator Hans Ole Herbst samskabt et eventyr i Børnenes Hovedstad.
Eleverne har arbejdet med 10 projekter fra Børnenes Hovedstads første 10 år. De har grundigt undersøgt hvert projekt, interviewet personer der var involveret og besøgt de steder, hvor projekterne fandt sted.
Ud fra dette – og med hjælp fra deres rige fantasi – har de skabt denne eventyrlige fortælling. Om Kasbir og Draguna fra Espaltien der dumper ned i Børnenes Hovedstad og går på opdagelse i det fremmede land.
Hvis du selv bor i Billund Kommune eller har været der på visit, kan du måske genkende nogle af stederne eller projekterne bogen. Ellers kan du i starten af hvert kapitel læse lidt om, hvad de 10 projekter gik ud på.
Sæt dig godt til rette og følg med Kasbir og Draguna på deres sjove og spændende eventyr i Børnenes Hovedstad.
God rejse.